tirsdag den 15. maj 2012

Løb og graviditet

Der er rigtig mange meninger om løb i graviditeten. Jeg har løbet i begge mine graviditeter. Første gang til jeg var lidt over 7 måneder henne og anden gang 6 måneder. Faktisk løb jeg BTs halvmaraton uden at vide, at jeg var gravid i min første graviditet. (Det var så forklaringen på, at jeg var mega tørstig og havde svært ved at løbe i mit normale tempo!!) Jeg har som sagt løbet i begge mine graviditeter, men har valgt at sætte tempo og distance lidt ned. Men jeg har fastholdt 3-4 løeture om ugen. Enkelte gange har jeg også opgivet at løbe pga stik i livmoderen. Jeg er blevet mødt at læger, der har løftet øjenbrynene og forslået mig at cykle i stedet, "da jeg jo kunne falde, når jeg løb". Folk der kender mig ved, at risikoen for at falde nok er lige så stor på cykel! Og hvad hjælper det at cykle, når man gerne vil løbe? Derfor har jeg valgt at løbe, og jeg har haft det fantastisk på mine løbeture. Men jeg skal være ærlig: Jeg har været bekymret, inden jeg løb, om det nu også var en god idé. Jeg har dog overbevist mig selv om, at jeg har det langt bedre, når jeg løber, og den positive energi ville smite af på min baby i maven. Jeg har heller ikke været i tvivl om, hvornår det var tid til at indstille løbeturerne. Jeg stoppede, da jeg fik flere stik i siderne og ligamentsmerter mens jeg løb. Jeg kan i øvrigt anbefale Bente Klarlund Pedersens bog om emnet. ("Graviditet og motion"). Den har været med til at berolige mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar