tirsdag den 31. juli 2012

Løbepause pga smerter i knæ

Øv,øv, øv. En lille dagligdagsbevægelse som at sidde på hug er nu årsag til, at jeg igen er beordret på løbepause af min læge. For et par uger siden satte jeg mig på hug på gulvet, og straks fik jeg et underligt stræk langs ydersiden på mit knæ.

tirsdag den 17. juli 2012

Nyt Stella McCartney løbetøj

I går var jeg på udsalg i København. Et af mine mål var at finde er par gule løbebukser fra Adidas by Stella McCartney. Jeg prøvede dem i Berlin for 14 dage siden, og måtte bare eje dem. Desværre var de der kun i large, og de var lidt for store. Så da jeg kom hjem gik jeg på jagt på nettet. Men alle steder (også udlandet) var de udsolgt i medium. Derfor lagde jeg vejen forbi Sportsman på strøget, da de plejer at have lidt af Stella McCartney kollektionen. Jeg havde min datter med i barnevogn og selvfølgelig havde de placeret alt fra kollektionen på 1.sal og der var ingen elevator. Jeg fik heldigvis lov til at tage barnevognen med på rulletrappen. Jeg har en kombivogn fra Bugaboo, så den fylder ikke så meget, så det var ikke en helt umulig opgave. Da jeg når frem til kollektionen kunne jeg hurtigt se, at der hang en del gule løbebukser. Og heldigvis var de der også i medium med 30 % rabat. Jeg prøvede dem, og de var perfekte. Derefter kiggede jeg lige på kollektionen en ekstra gang. Mit blik faldt hurtigt på nogle shorts, en løbetop og en vest. Efter en tur til i prøverummet måtte jeg blot erkende, at jeg var nødt til at finde den store pengepung frem. For jeg måtte bare eje det hele. Så jeg overbeviste mig selv om, at jeg havde fortjent det, fordi jeg ikke havde shoppet så meget i min graviditet, og med rabatten fik jeg løbevesten med 'gratis'. Så sådan gik det til, at jeg kom hjem med et par gule 3/4 løbebukser, et par orange shorts, et par sorte shorts, en gul løbetop og en pink vest med masser af dejlige lommer. Og det bedste af det hele er, at det kan kombineres til mange forskellige løbeoutfits.

tirsdag den 10. juli 2012

Løb med to børn

Da jeg blev mor i sin tid investerede jeg i en babyjogger. Det kom jeg aldrig til at fortryde. De aftener, hvor jeg var alene med min søn pga min mands skæve arbejdstimer, kunne jeg stadig nyde løbefriheden. Dog med lidt ekstra belastning. Babyjoggeren var også med til at øge min hastighed. Derfor har jeg længe tænkt på, hvad jeg nu skulle gøre med to børn. Min søn er stadig lidt usikker på cyklen, så han ville ikke kunne klare en flere kms cykeltur i et rimeligt tempo. Løsningen blev, at der blev indkøbt en Chariot Cougar 2. Det er en dobbelt cykelvogn, der kan omdannes til løbevogn ved tilkøb af ekstra hjul. Desværre er der kun en forhandler i Danmark- ABC Kids- så prisen er monopolagtig høj. Inden købet undersøgte jeg muligheden for at købe den via USA. Men her har butikkerne forbud mod at sælge til Danmark!!! Det er vist et monopol, der vil noget. Nå, men jeg købte vognen plus løbehjul velvidende, at min datter først var klar til at sidde i den, når hun blev 6 mdr. Jeg syntes nemlig, at over 600 kr for en særlig hængekøje, som
kan bruges inden 6 mdr, var lige i overkanten. Men som dagene gik, blev jeg mere og mere forelsket i tanken om at kunne løbe med hende, før hun blev 6 mdr. Derfor kastede jeg mig over Den Blå Avis. Efter 3 ugers overvågning og flere bud, faldt jeg over en brugt hængekøje, som jeg endte med at betale 300 kr for. Ganske fornuftig pris, da jeg sikkert kan sælge den for det samme igen om
få måneder. I dag skulle hængekøjen så tages i brug for første gang. Det blev til en fin 4,5 km tur med begge børn og min mand. Rigtig hyggeligt igen at kunne løbe sammen. Min datter var glad hele vejen og til sidst faldt hun endda i søvn. Vognen var nem at løbe med- især lige ud. Bakkerne var hårde opad og hurtige nedad- lidt hårdere og hurtigere end med den normale babyjogger, men der er jo også mere vægt på dobbeltvognen med to børn. Desuden kræver det lidt mere plads ar svinge. De 4,5 km blev tilbagelagt i 24 min og 50 sek., så hastigheden var også i den gode ende.

søndag den 10. juni 2012

12 timers løbeoplevelse

Jeg klarede det! Jeg gennemførte 12-timers stafet under 4 mdr efter jeg fik kejsersnit. Som tidligere nævnt havde jeg meldt mig til løbet uden at tage højde for 8 ugers 'efter-fødsel-løbepause' samt diverse løbeopstartsskader. Så derfor havde jeg kun løbet 8,5 km en gang, inden jeg mødte op på stadion lørdag formiddag. Vi var 5 mænd plus mig på holdet. Ruten var på 2,5 km, så på forhånd havde vi planlagt at løbe to omgange og så skifte. Men vi besluttede at starte med en enkelt rute hver, så alle kendte ruten. Det var vist meget klogt, da det kom bag på de fleste hvor kuperet ruten var. Der var flere mindre stigninger samt en længere op ad den såkaldte lysløjpe i Rude Skov. Jeg havde advaret de andre løbere om, at mine tider ville være omkring 6 km pr min. Første runde gik ganske fornuftigt, og jeg kom ind med en gennemsnitsfart på 5.40. Herefter var det tid til at vente og hygge i vores telt på næste tur. Da jeg stadig ammer, havde jeg taget min datter på knapt 4 mdr med i barnevognen. Hun viste sig heldigvis fra den bedste side i alle 12 timer. Anden og tredje runde gik også nogen lunde. Da jeg løb ud på fjerde omgang var jeg lidt mere spændt. Hvis jeg klarede den var jeg ikke kun ca halvvejs, men jeg ville også runde 10 km. Runden var hård på grund af de mange pauser, og jeg begyndte at mærke bakkerne i mine ben. Men jeg kom fint igennem. Femte og sjette omgang var hårde, ikke mindst fordi der blev kortere mellem pauserne, da en af vores deltagere skulle til bryllup. Den hårdeste omgang blev dog nummer syv. Her var jeg nødt til at stoppe og gå lidt op ad lysløjpen. Nu havde jeg løbet 17,5 km!! Jeg rundede 20 km på ottende omgang. Det blev også
min sidste, da vi nærmede os den magiske 12-timers grænse. Heldigvis fristes jeg til at sige. For hvor var jeg flad! Jeg havde dog kræfter til at løbe 300 meter med barnevognen rundt på stadion over målstregen sammen med vores sidste løber. Wow, hvor var jeg stolt. Udover at det var en helt vild løbeoplevelse - på niveau med mit maraton og Helvedet i Nord - så rakte vores løb også til en tredjeplads!! Mine omgangstider var i øvrigt meget stabile:
1: 14:33, 2: 14:31 3: 14:43 4: 15:00 5:14.57. 6: 15:26 7: 15:32. 8: 15:12
= 20 km på 1.59. Et stykke fra min rekord, men har jo også kun løbet i to måneder.

tirsdag den 5. juni 2012

En fantastisk løbeoplevelse

Efter to uger med løbeforhindringer går det igen den rette vej. I går aftes planlagde jeg en lille løbetur fra Holte til Virum. Jeg satte en flaske med mælk til min datter, gjorde aftensmaden klar og sagde farvel til mand og børn. Den officielle plan var at løbe 6 km, men inderst inde havde jeg en drøm om at løbe min gamle 8 km rute. Jeg var også fast besluttet på, at jeg tidligst måtte holde pause efter 5 km medmindre det gjorde ondt i min ryg eller nakke. De første 3 km var hårde, men jeg kunne også se, at jeg havde lidt mere fart på end vanligt. Da jeg nåede Virum ( 3 km) kunne jeg nemt have vendt om, men fik fundet mit mentale overskud frem og løb videre op ad bakke! Jeg vidste jo, at jeg altid kunne tage en pause ved 5 km. Da jeg når 5, beslutter jeg mig for at prøve 6 uden pause, og da jeg runder 6 km er jeg så flyvende, at jeg bare fortsætter. Fra 7-8 km går det bare op, op, op. Det betød lidt for tempoet, men stædigheden fik mig op til toppen af bakken, hvorfra jeg løb den sidste halve km fuldstændig høj af løbeglæde og stolthed. Det er jo kun 3,5 mdr. siden jeg fødte ved kejsersnit og 1,5 mdr. siden jeg startede med at løbe igen, og nu nærmer jeg mig 10 km. Tiden endte på 50 min, gn.snit pace 5.58. Det går bestemt den rigtige vej!!

torsdag den 31. maj 2012

En stor mundfuld

Hjælp! Om 1,5 uge skal jeg deltage i et 12 timers stafetløb sammen med 5 andre fra mit arbejde. Normalt ville det ikke være noget, som jeg ville frygte, men min form er slet ikke til det! Jeg tilmeldte mig mens jeg var gravid, da jeg stadig løb en del. Men jeg glemte lige at tage højde for 8 ugers kejsersnitpause plus diverse løbestartsproblemer som fx pauser pga hold i ryggen. Fakta er, at jeg pt kun har løbet 6 km uden pause. Hurtig hovedregning siger, at jeg burde løbe omkring 20 km på 2 timer med mit nuværende tempo. Det er nok lidt ambitiøst. Heldigvis er der mulighed for pauser undervejs, men mine ben bliver nok trætte alligevel. Mange mener, at jeg skal melde fra. Det synes jeg bare er rigtig dårlig stil. Så vil jeg hellere bidrage med det jeg kan, og så håbe på, at de andre måske har mod på lidt flere runder. Løbet foregår næsten i min baghave, så måske får jeg lidt hjemmebanefordel. Planen er at løbe hver anden dag frem til torsdag i næste uge. I går blev det til 6 km med en enkelt rødt lys pause. Tid 35:59. Jeg fik lidt ondt i ryggen efter 4 km, så slappede af de sidste 2 km.

søndag den 27. maj 2012

Aaaaahhh, massage

Det er møgirriterende, når smerter sætter en stopper for ens løbeplaner. Derfor valgte jeg fredag at checke ind til lidt massage. Min datter blev lagt i barnevognen (vågnede selvfølgelig efter 20 min, men så fil hun lov til at lege på et tæppe på gulvet), og jeg fik 1 times massage med særlig fokus på min ryg og nakke. Åh, det hjalp. Min massør viste mig også et par ekstra øvelser, som jeg burde lave for min ryg. Jeg overvejede faktisk at løbe en tur, da jeg kom hjem, men fik besked på at vente af min massør. Til gengæld løb jeg en problemfri 5 km tur lørdagmorgen i 29.05. Så nu håber jeg, at kroppen lader mig løbe uden problemer i nær fremtid!